Nostalgi er ikke, hvad den har været

I går hørte jeg radio. Det gør jeg tit, men i går var der et interview med en yngre, kvindelig Pink Floyd-fan i anledning af The Wall-koncerterne. Det er der intet galt med, og selv om jeg ikke personligt er en stor Floyd-fan (særligt ikke af Roger WatersDavid Gilmours helteguitar – den giver mig gøjseren), så var det nu ikke det, der faldt mig for brystet ved interviewet.

Da interviewofret skulle forklare journalisten, hvorfor hun foretrak ”sådan noget gammel musik”, svarede hun, at det var en god, sjælfuld modvægt til vore dages musik, som kun handlede om bling, penge og overflade. Og det var det, der faldt mig for brystet, for det er en urimelig sammenligning.

Enhver tid har sine overfladiske, forbrugsorienterede pophits og sine kunstnerisk vægtige plader. Om The Wall med sin ret tunge og uelegante metaforik er det sidste, skal jeg ikke bedømme her, men faktum er, at hun sammenligner noget, der opfattes som et kunstnerisk vellykket værk, med vore dages mest flygtige og overfladedyrkende pophits.

Vi har en tendens til at glemme fortidens forbrugsmusik, og nÃ¥r vi sÃ¥ skuer bagud gennem rosatintede glas, stÃ¥r værker som The Wall i skarp kontrast til de nutidige pophits. Og der udkom meget god musik i 1979, samtidig med The Wall: Blondie sang Heart Of Glass, Michael Jackson hittede med Don’t Stop Till You Get Enough og The Clash sang om en White Man At Hammersmith Palais. It’s all good.

Men der var ogsÃ¥ Cheap Tricks I Want You To Want Me og Barbara Mandrells If Loving You Is Wrong I Don’t Want To Be Right.

Og i de senere år har vi da selvfølgelig haft forglemmeligheder som Hampenberg & Alexander Brown featuring Yephas Skub Til Taget og Jeffs Vi får Det Til At Regne, 

men der har også været skelsættende og kunstnerisk vægtige navne som Burial

og HEALTH.

Jeg vil ikke forklejne musik, der har nogle år på bagen, men jeg kunne virkelig godt tænke mig, at prikke hul i den ballon, der hedder ”i gamle dage var musikken bare bedre”. Ja, og der var sne til taget hver vinter, og vi måtte gå ti kilometer til skole i bare tæer.

07. May 2011 by Jesper Buhl
Categories: Brok, Kunst, Musik | 2 comments

Comments (2)

  1. Bare lige minde min med-pedant Hr. Jdreng om at Roger Waters spillede bas i Pink Floyd og altså ikke helteguitar. David Gilmour hedder helteguitaristen.

  2. I stand corrected 🙂

Leave a Reply

Required fields are marked *